formålet med denne undersøgelse var at bestemme de respektive orale og nasale Bidrag til total respiration hos patienter planlagt til kirurgiske korrektioner af nasal obstruktion. Effekten af anterior nares ekspansion og/eller nasal decongestant administration på nasal komponent af vejrtrækning blev også undersøgt hos disse patienter. Selvom variabilitet blandt forsøgspersoner blev påvist i forholdet mellem nasal respiration og total respiration, var 25% af de “nasalt blokerede” patienter 100% nasale brethere, og ingen patient havde en nasalkomponent mindre end 18% af den samlede respiration. Der var stor variation blandt patienterne i deres respons på nares-ekspansion og/eller decongestant administration. Samlet viste de ingen signifikant gennemsnitlig stigning i nasal respiration med nares ekspansion alene. Patienterne viste en stigning med administration af decongestant og med decongestant kombineret med nares ekspansion. Sidstnævnte betingelse resulterede i en stigning, der var større end med decongestant alene. Implikationen af denne undersøgelse er, at de traditionelle diagnostiske udtryk “mundånding” eller “nasal obstruktion” ikke er nyttige. De beskriver ikke typen, placeringen eller sværhedsgraden af en forhindring eller det relative bidrag fra næse og mund til åndedræt. Mange patienter, der oplever symptomer eller har tegn på nasal obstruktion, kan funktionelt kompensere for at opretholde 100% nasal vejrtrækning.