den berømte Carthaginian Great Harbour var et kunstigt beskyttet vandreservoir. I oldtiden blev denne type havne kaldt fra den græske cothon (“drikkefartøj”). Disse typer konstruktioner blev bygget især i lande kontrolleret af fønikere, f.eks.
havnen havde naturligvis værksteder og pakhuse, hvor årer, rigning, træ eller lærred blev opbevaret. Hvad mere er, på øen midt i bassinet var der en speciel, højere struktur, hvorfra hovedadmiralen kunne observere hele havnen og havet.Appian anslog, at den militære del af havnen kunne rumme op til 220 militære skibe. Begge havne var omgivet af en ydre mur, og hovedindgangen til havnen kunne blokeres af jernkæder i tilfælde af en nødsituation.
havnen i Carthage beskriver Appian som følger:
havnene havde kommunikation med hinanden og en fælles indgang fra havet halvfjerds meter bred, som kunne lukkes med jernkæder. Den første havn var for handelsskibe, og her blev samlet alle former for skibe* tackle. Inden for den anden havn var en ø, der sammen med selve havnen var omgivet af høje embank – menter. Disse dæmninger var fulde af skibsværfter, der havde kapacitet til 220 skibe. Over dem var magasiner til deres tackle og møbler. To ioniske søjler stod foran hver dock, hvilket gav udseendet af en kontinuerlig portik til både havnen og øen. På øen blev bygget admiralens hus, hvorfra trum – peter gav signaler, herald leverede ordrer, og admiralen selv overså alt. Øen lå nær indgangen til havnen og steg til en betydelig højde, så admiralen kunne observere, hvad der foregik til søs, mens de, der nærmede sig med vand, ikke kunne få noget klart overblik over, hvad der skete indeni. Ikke engang de indkommende købmænd kunne se havnene, for en dobbeltmur lukkede dem, og der var porte, hvormed handelsskibe kunne passere fra den første havn til byen uden at krydse værfterne. Sådan var kartagos udseende på det tidspunkt.
– Appian af Aleksandria, romersk historie, VIII 96
