fælles, men differentieret ansvar og respektive kapaciteter (CBDR–RC) er et princip inden for De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC), der anerkender de forskellige kapaciteter og forskellige ansvarsområder i de enkelte lande i håndteringen af klimaændringer.princippet om CBDR-RC er nedfældet i UNFCCC-traktaten fra 1992, som blev ratificeret af alle deltagende lande. Teksten til konventionen lyder: “… klimaændringernes globale karakter kræver det bredest mulige samarbejde fra alle lande og deres deltagelse i en effektiv og passende international reaktion i overensstemmelse med deres fælles, men differentierede ansvar og respektive kapaciteter og deres sociale og økonomiske forhold.”
CBDR-RC har fungeret som et vejledende princip såvel som en kilde til Strid i FN ‘ s klimaforhandlinger.
som følge af CBDR-RC opdelte konventionen landene i “bilag I” og “ikke-Bilag I”, hvor førstnævnte generelt henviser til udviklede lande og sidstnævnte til udviklingslande. I henhold til konventionen har bilag I-lande en større afbødende rolle end ikke-Bilag I-lande.
siden 1992 har lande som Kina fået nye kapaciteter, samtidig med at de opretholder relativt lave emissioner pr. CBDR-RC og bilagsklassifikationerne blev kodificeret i Kyoto-protokollen fra 1997, og reduktioner af landemissioner i bilag I var juridisk bundet. En primær drivkraft for USAs manglende ratificering af Kyoto-protokollen var den indenlandske bekymring for, at mellemindkomst udviklingslande ikke var forpligtet til at tage skridt til at tackle deres drivhusgasemissioner (GHG) på trods af deres voksende kapacitet.
i årene efter 1992-traktaten henledte også emissionsbanen i folkerige udviklingslande opmærksomhed. Fossilt brændstofbaseret udvikling fra stærkt befolkede udviklingslande ville forhindre stabilisering af DRIVHUSGASKONCENTRATIONER – det aftalte “endelige mål” for UNFCCC – fordi meget af det globale emissionsbudget allerede er opbrugt af emissioner fra udviklede lande. Der opstod kontroverser om spørgsmålet om ansvaret for omkostningerne ved at skifte til en bæredygtig udviklingsvej, især for store, men fattige lande med meget lave emissioner pr.indbygger og meget lidt adgang til finansiering.
i nyere UNFCCC – aftaler – startende med Durban i 2011-har parterne imidlertid ændret deres holdning for at give landene mulighed for individuelt at bestemme deres “bidrag” til at tackle drivhusgasemissioner. Denne nye klimaaftale skal være” anvendelig for alle ” og nærmer sig differentiering gennem implementering af en bottom–up-ordning for at bestemme en global indsats.CBDR-RC forbliver et fast punkt, ligesom rollen som egenkapital (Historisk versus nuværende ansvar for klimaændringer), bilagenes rolle og den rolle, hvert land skal spille i UNFCCC-klimaforhandlinger. I 2014-forhandlingerne i Lima blev parterne enige om en ny sætning, ‘fælles, men differentieret ansvar og respektive kapaciteter i lyset af forskellige nationale forhold’, der måske antydede, hvordan en aftale i Paris ville løse problemet.
