Carl Ritter, (født Aug. 7, 1779, Preussen—død September. 28, 1859, Berlin), tysk geograf, der var medstifter af moderne geografisk videnskab.

Ritter modtog en fremragende uddannelse inden for naturvidenskab og var velbevandret i historie og teologi. Under ledelse af den berømte lærer Johann Heinrich Pestalossis uddannelsesprincipper og af den tyske filosof-teolog Johann Gottfried von Herders ideer om forholdet mellem mennesket og hans miljø blev Ritter lærer og filosof inden for geografi og tjente som professor ved Universitetet i Berlin fra 1820 til slutningen af sit liv.da han betragtede geografi som en empirisk videnskab, fastholdt han, at dens metode krævede at gå fra en observation til den næste, ikke fra mening eller hypotese til observation. Selvom han var overbevist om, at der var geografiske love, syntes han ikke at lægge særlig vægt på at etablere dem klart. Han understregede i stedet vigtigheden af at bruge alle videnskaber til at afgrænse geografiens natur, som efter hans mening var unik.Ritter betragtede altid Humboldt, som var ti år ældre, som sin herre og baserede delvist sine geografiske skrifter på Humboldts ideer. Han var ofte mere historiker end geograf og skrev, hvad der er blevet kendt som en geografisk fortolkning af historien. Modstanden mod hans ideer, der udviklede sig efter hans død, opstod delvis fra påstanden om, at han havde gjort geografi tilknyttet historien. Alligevel påvirkede hans ideer dybt geografisk forskning i Tyskland i hans senere liv og i næsten 20 år efter hans død.

hans første geografiske skrifter, om Europa, blev offentliggjort i 1804 og 1807. Hans store arbejde, Die Erdkunde im Verh, var tænkt som en verdensundersøgelse, men blev aldrig afsluttet. Det første bind, om Afrika, blev offentliggjort i 1817 og bragte ham sin udnævnelse ved Universitetet i Berlin; En revideret udgave dukkede op i 1822. Mellem 1832 og sin død udgav han regelmæssigt nye bind, hovedsageligt om Asien. Værket, skønt ufuldstændigt, løb til 20.000 sider i 19 bind.