projekt Orion i 1960 ‘ erne forestillede sig brugen af nukleare formede ladninger til fremdrift. Atomeksplosionen ville gøre en tungstenplade til en plasmastråle, der derefter ville ramme drivpuserpladen. Cirka 85% af bombens energi kunne ledes ind i målet som plasma, omend med en meget bred keglevinkel på 22,5 grader. Et rumfartøj på 4.000 ton ville bruge 5 kilotonafgifter, og et rumfartøj på 10.000 ton ville bruge 15 kilotonafgifter. Orion undersøgte også muligheden for, at atomformede ladninger blev brugt som våben i rumkrig. 50% af denne energi til en plasmastråle med en hastighed på 280 kilometer i sekundet og kunne teoretisk få strålevinkler så lave som 0,1 radianer (5,73 grader), ret brede, men betydeligt snævrere end fremdrivningsenheden.

det nukleare formede ladningskoncept blev også undersøgt grundigt i 1980 ‘ erne som en del af Projekt Prometheus sammen med bombepumpede lasere. Ved hjælp af en kombination af eksplosiv bølgeformning og “pistol-tønde”-design kunne op til 5% af en lille atombombe angiveligt omdannes til kinetisk energi, der driver en stråle af partikler med en strålevinkel på 0,001 radianer (0,057 grader), langt mere koncentreret end den tidligere foreslåede plasmastråle, skønt dette falder til 1% effektivitet ved 50 kiloton (en halv kiloton energi i strålen) og effektivitet lider meget ved endnu højere udbytter. Der har kun været en kendt nuklear formet ladningstest, udført i 1985 som en del af Operation Grenadier. Under testen, kodenavnet ‘Chamita’, var hensigten at bruge en nuklear detonation til at accelerere en kilogram masse tungsten med hundrede kilometer i sekundet i form af små partikler fokuseret i en kegleformet stråle. Testen lykkedes at fremdrive et kilo tungsten / molybdænpartikler til halvfjerds kilometer i sekundet, omkring 0,59 tons kinetisk energi. Da udbyttet af den detonerede nukleare enhed var 8 kiloton, kom dette ud til kun 0,007% effektivitet.Princeton atomfysiker Dan L. Fenstermacher erklærede, at der er et grundlæggende problem forbundet med Casaba-Haubits-konceptet, der bliver dystre ved højere udbytter: en god del af bombens energi bliver uundgåeligt sortkropsstråling, som hurtigt ville overhale den fremdrivne masse. Dette udgør risikoen for, at de fleste af partiklerne fordampes eller endda ioniseres, hvilket gør dem ubrugelige til at håndtere skader på målet. Han konkluderede: “konceptet er således et, der kan kræve, at subkiloton-sprængstoffer er mulige… Uanset hvad der er tilfældet, er det klart, at det at demonstrere et rush af hypervelocity-pellets fra en nuklear eksplosion, mens det måske er imponerende, på ingen måde garanterer, at et nyttigt våben nogensinde vil blive afledt af dette koncept.”